-
Forside

logo logo logo

 

 

VORES SIDSTE TANGO

★★★★★


Den argentinske instruktør German Kral har med dokumentarfilmen VORES SIDSTE TANGO (Un tango más) skabt en både smuk og bevægende hyldest til tangoen og dens skabere. Med udgangspunkt i den mest berømmede tangoduo af dem alle tegner han et nænsomt tidsbillede og får samtidig fortalt en dybt rørende kærlighedshistorie.

María Nieves Rego og Juan Carlos Copes mødtes i en tango, da de var teenagere. Det var kærlighed ved første blik, men da de først blev gift, indtraf problemerne.

For Juan Carlos ville mere end danse, han var fast besluttet på at lave tango-shows for at gøre tangoen verdensberømt. Med disse show fulgte også en række kønne piger, og snart blev den kærlighed, hvormed María Nieves Rego dansede, omskabt til had, hvilket faktisk gjorde hende til en endnu bedre danser. Selv da parret gik fra hinanden privat, bandt tangoen dem sammen, indtil den dag den nye fru Copes satte en stopper for det.

German Kral har dramatiseret deres ungdoms møder og danse, og lader også samtaler mellem den nu 81-årige María Nieves Rego og de unge kunstnere indgå i filmen. Den gamle dame viser sig at være en karismatisk fortæller med et temperament, der slår gnister - ikke mindst når hun beretter om sit livs kærlighed: Tangoen.

VORES SIDSTE TANGO emmer af livsvisdom og gennemstrømmes af vidunderlig musik - en uimodståelig cocktail om den umulige balance mellem kunst og kærlighed.