-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DHEEPAN

★★★★★


Den franske instruktør Jacques Audiard vandt sidste år guldpalmen i Cannes for DHEEPAN efter tidligere at have scoret manuskriptprisen for "Den diskrete helt" og den store jurypris for fængselsfilmen "Profeten". Talentet har han ikke fra fremmede (faderen var i årtier en populær manuskriptforfatter med speciale i replikstærke Jean Gabin-film), og siden gennembrudet med Cesar-vinderen "Regarde Les Hommes Tomber" har han imponeret med film som "Blodrøde læber", "Det slag mit hjerte sprang over" samt "Smagen af rust og ben".

Efter Cannes fremførte flere, at László Nemes' "Sauls søn" burde have vundet, og man kan da også argumentere for, at den ungarnske film er den franske film æstetisk overlegen. Men man forstår sådan set godt, hvorfor DHEEPAN vandt, for den rammer lige ned i tiden, og placerer sig øjeblikkelig som et af filmsæsonens væsenligste og mest relevante værker.

Den fortæller nemlig en ganske rystende historie om tre mennesker, der overhovedet ikke er relaterede, men som må udgive sig for at være en familie for at få indrejsetilladelse til Frankrig. De har mistet deres pårørende, og forsøger nu med vidt forskellige baggrunde at få en tilværelse sammen til at fungere i det kriminelle boligblokskvarter, som de bliver placeret i. Men traumerne fra Sri Lanka følger med, hvor gerne de end vil undslippe dem, og den lille fiktive families medlemmer kommer under hårdt pres samtidig med, at båndene mellem dem vokser.

DHEEPAN er et stort orkestreret drama om øjeblikkets største samfundsproblem - fortalt med både sensitivitet og humor - på trods af den barske historie.

Antonythasan Jesuthasan og Kalieaswari Srinivasan yder begge overbevisende præstationer i de store hovedroller, og den netop César-nominerede Vincert Rottiers tegner tilmed et uhyggeligt overbevisende portræt af en fodlænket forbryder, som familien kommer i nærkontakt med.

DHEEPAN egner sig ikke blot som begavet filmkunst, men kunne sagtens anvendes til undervisning i de store klasser og som pligtstof for enhver politiker med flygteprolematikkerne inde på livet. For den kan slet ikke undgå at skabe empati og indsigt, og det kunne der nok være brug for i øjeblikket.