-
Forside

logo logo logo

 

 

 

COUGAR - THE MUSICAL

★★★

Hverken musikalsk eller dramatisk kan COUGAR - THE MUSICAL betegnes som noget stort værk. Men den tegner et ganske muntert portræt af tre gæve kvinder i nærheden af de 50. Maja Ravns gymnastiksal-scenografi skuffer dog en del, især når Bellevue Teatrets drejescene har sat sig fast og de medvirkende selv må slæbe kasser ind og ud. Til gengæld synes Donna Moores tekst at være godt tjent med Line Knutzons bearbejdelse og oversættelse, for få danske dramatikere og oversættere har hendes sans for overraskende saftige replikker.

Charlotte Fich må dog kæmpe med karrierekvinde-klicheerne et langt stykke af vejen, men får lov til at lufte sin flotte krop bag en næsten gennemsigtig skærm samt lejlighed til at synge et par jazzede sange, hvilket hun slipper mere end hæderligt fra.

Anette Støvelbæk spiller med vanlig sårbar sødme en kvinde, der er ved at komme sig over en skilsmisse, og som nu optræder i Disney-kostumer ved diverse fødselsdagsarrangementer. Også Støvelbæk kan synge - og især de små intime ballader ligger godt for hende.

Og så er der Mette Horn. Her er vi musikalsk over i det mindre elegante, en brugt rockmamma a la Meryl Streep-figuren fra "Ricki and the Flash", men bestemt ikke uden charme. Mette Horn fremstår som forestillingens komiske kraftcentrum, som indehaver af den cougar-bar, hvor de tre kvinder mødes. Men hun lader også sin karakter stå ansigt til ansigt med diverse nederlag i et mentalt kaos, og formår derved at bevæge os.

Vi må ikke glemme Jakob Randrup, der ganske imponerende klarer samtlige manderoller og som tilmed har en god og fyldig stemme. At dømme efter det overvejende kvindelige publikums reaktioner skader det heller ikke, at han smider bukserne undervejs.

Katrine Engberg har iscenesat med en vis sans for de nære relationer mellem kvinder, og det er ikke uden betydning i denne forestilling. Til gengæld virker de fleste af musical-indslagene noget tarvelige i betragtning af hvor stor konkurrence, der er på den front i øjeblikket. COUGAR - THE MUSICAL ender derfor som en blandet fornøjelse - men dog en fornøjelse.