-
Forside

logo logo logo

 

 

RASMUS LYBERTH

i

Christianskirken

★★★★★★


Det er intet mindre end 18. gang, at Rasmus Lyberth fylder Christianskirken på Christianshavn med sin uforlignelige røst, og for mange er det blevet en af julens mest skattede traditioner.

At Rasmus Lyberth også kan skrive sange, fik han selv et håndgribeligt bevis på for nyligt, da Danish Music Awards kårede ham som årets sangskriver på baggrund af hans seneste CD, "Alaatsinaassuseq Aquttoralugo" (Nysgerrighed som styrmand).

Men det ejendommelige er, at man ikke behøver at kunne grønlandsk for at få udbytte af såvel koncert som CD. For Lyberth synes at have en helt særlig evne til at formidle noget alment menneskeligt via sin sang, og pludselig tager man sig selv i at sidde og græde, fordi Rasmus Lyberth synes at have direkte adgang til vores tanker og følelser.

I Christianskirken er han omgivet af dygtige musikere med så vidt forskellig en baggrund, at selv Sting ville være misundelig, men de forskellige udtryk samler sig til et magisk hele omkring Lyberth. Den mand synes at være i kontakt med nogle kræfter, som sætter ham i stand til at tryllebinde os i ganske enestående grad, så der er ikke noget at sige til, at koncerten i Christianskirken hvert år bliver et tilløbsstykke. For Rasmus Lyberth er i en klasse helt for sig selv.