DATA DATA

★★★★★☆

Teater Fantast har med forestillingen DATA DATA valgt at kaste sig ud i intet mindre end computerens historie. En stor mundfuld for en forestilling på ca. fem kvarter, og resultatet fremstår da også som en af teatersæsonens mest ambitiøse familieforestillinger.

Vi kigger ind hos diverse kernefamilier fra oldtiden og ender helt ude i fremtiden. Ind imellem møder vi dukke-udgaver af centrale personer i computerens historie som f.eks. Charles Babbages, opfinder af den mekaniske computer, og Grevinde Lovelace, datter af Lord Byron og uundværlig formidler af Baggages opfindelse. Senere indtager også Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg samt en i al fald umiddelbar kær og kvik robot Teater Vs scene i Valby.

Teater Fantasts kunstneriske ledere Ditte Ylva Olsen og Signe Q Pagh har selv forfattet og iscenesat forestillingen, og sørme om de ikke også står med på scenen og lægger stemme til et væld af de sjove dukker.

Sisse Gerd Jørgensens scenografi og Nikolaj Hoe Lundahls videodesign indeholder mange spændende visuelle løsninger, og bidrager til at gøre et relativt vanskeligt stof lettere tilgængeligt, og såvel Hjalte Bested Hjort som Anders Bo Eriksen sørger for musikalske åndehuller.

Både børn i den skolemodne alder og deres voksne kan have stort udbytte af DATA DATA, og så er der nok at snakke om bagefter – også i eventuelle skolesammenhænge. Men skynd dig, hvis du skal nå forestillingen, mens den spiller i Valby.

(Michael Søby)