BANG

★★★★☆☆

Herman Bangs forfatterskab er aldrig rigtig gået af mode, Måske fordi han – før det blev mondænt – talte de stille eksistenser sag.

Et af hovedværkerne er i al fald "Ved vejen" fra novellesamlingen "Stille eksistenser". Fastholdt i vores bevidsthed – også takket være Tammi Østs bevægende portræt af den afdæmpede Katinka Bai i Max von Sydows filmatisering.

På Stiklingen, Aarhus Teaters mindste scene, spilles rollen svalt og fint af Sofia Nolsøe, der klæder roller af denne type. Hun overraskede sidste år ved at vinde Teaterpokalen for to meget forskellige klassikere, "A Clockwork Orange" og "Når vi døde vågner, men hun er endnu bedre som den sygdomsplagede ulykkeligt forelskede Katinka.

Simon Mathew tegner et festligt og sært rørende portræt af den bramfrie men også forsømte Bai. Rasmus Arved Monrad giver et lovende bud på Katinkas store kærlighed og Carla Eleonora Feigenberg illuderer som byens livfulde unge pige.

Mette Døssing har den utaknemmelige rolle som en hyppigt overset pebermø, og formår at spille den, så karakteren bliver interessant.

Efter pausen spiller hun nærmest karakterens modsætning: En dekadent verdensdame, der fordrejer hovedet på en luftakrobat i en anden "lang" novelle-dramatisering".

Historien opnåede yderligere berømmelse via Robert Dinesen og Alfred Linds kortfilm "De fire djævle" fra 1911, men det var først med F. W. Murnaus spillefilm "De 4 djævle" ("4 devils") fra 1928, at Bang for opnåede berømmelse udenfor landets grænser.

Murnaus udgave havde hans foretrukne stjerne Janet Gaynor ("Sunrise") i den kvindelige hovedrolle og filmen opnåede ligefrem en Oscar-nominering for

Ernest Palmers udsøgte fotografering. Gaynors rolle som luftakrobatens hengivne kollega klarer Carla Eleonora Feigenberg med store udtryksfulde øjne.

Simon Mathew giver den atter gas, denne gang som Fritz, den fyrigste luftakrobat. "De fire djævle" – i denne sammenhæng kendt som ”Les Quatre Diables” er i denne udgave et kulørt jalousidrama, men ganske underholdende af sin art.

To af dramatikerskolens nye talenter er ansvarlige for tekstbearbejdningerne, nemlig Dicte C. Houmøller ("Ved vejen") og Thor Gunnar Wendtland Henriksen ("De fire djævle).

Iscenesætteren Nina Rudawski formår at udvide vores opfattelse af de dramatiske muligheder i Herman Bangs forfatterskab. "Ved vejen" er svøbt i sølv-grå tapet, mens det snarere er fysikken, der dominerer i "De fire djævle" end indpakningen. Tilsammen en lokkende teaterpakke, der givet vil medføre nye læsere.

(Michael Søby)