THE GOOD NURSE

★★★★☆☆

Tobias Lindholm (medforfatter til filmen "Druk" og instruktør på de første sæsoner af "Borgen") har instrueret Netflix-filmen THE GOOD NURSE, som de hurtige kan nå at opleve på et stort lærred i biografen. Filmen kunne sagtens være kandidat til flere Oscar-nomineringer, og har da også to Oscar-vindere øverst på rollelisten.

Jessica Chastain vandt tidligere på året en yderst velfortjent Oscar for sin hovedrolle som den naive gospelsangerinde Tammy Faye Bakker i Michael Showalters "The Eyes of Tammy Faye", hvor hun spiller overfor Andrew Garfield.

Nu har hun smidt den ligeledes Oscar-belønnede sminke, og spiller i stedet en sygdomsplaget sygeplejerske, der oplever en række mistænkelige dødsfald på sin arbejdsplads.

Heldigvis har hun en god ven og støtte i kollegaen Charles, som også har et god øje til hende. Han spilles af Eddie Redmayne, der vandt en Oscar for "Teorien om alting", blev nomineret for titelrollen i "Den danske pige", og som i år modtog Olivier-prisen for sin teaterrolle som konferencieren i musicalen "Cabaret".

Filmen er baseret på en sand historie, og hvis man synes at hospitalsforholdene i Danmark er foruroligende, så er det med garanti intet i forhold til, hvad der sker på hospitalet i filmen, og kun Lars von Triers nye afsnit om "Riget" gør os ligeså nervøse for en indlæggelse.

Tobias Lindholm får betonet hospitalsvæsnets sårbarhed, men ellers er filmen snarere en medrivende kriminalfilm båret af stjernespil. Nogen større tillid til hospitalsvæsnet skal man dog ikke forvente.