REYVKONGEN

★★★★★☆

AAGE STENTOFT

af

Jacob Wendt Jensen

Forlaget People’s


Jacob Wendt Jensen har skrevet hele to spændende kunstnerbiografier, der begge er oplagte julegaver for alle med interesse for teater og film.

Med udgangspunkt i Aage Stentofts erindringer, som de fremgår af Jane Aamunds uafsluttede manuskript, føjer Jacob Wendt Jensen et vigtigt kapitel om den danske revys barndom til den store fortælling om dansk revy.

Aage Stentoft var i sandhed en omstridt herre, men det er lykkedes Jacob Wendt Jensen at balancere sit stof, så både glorificering og udlevering undgåes behændigt. Samtidig formår Jacob Wendt Jensen at vække den tidlige revyhistorie til live, så vi også får en fornemmelse for, hvorledes dansk revy udviklede sig i Stentofts levetid.

Morsom er historien om, hvordan han som ung mand får succes med et reklameslogan for erstatsningskaffe ("Det er richs der drik’s."). Produktet bliver så populært, at det sågar dukker op i tv-serien "Matador".

Senere imponerede Aage Stentoft revyforfatteren Mogens Dam ved på forhånd at have komponeret 22 melodier til Studenterrevyen (kun de 12 kom med), hvilket blev starten på deres frugtbare samarbejde i 1934-udgaven af Apollo Revyen, der talte stjerner som Marguerite Viby, Hans W. Petersen og Erika Voigt.

I 1935 dukkede Osvald Helmuth og dennes knapt så kendte kollega Oscar Holst op på Ludvig Brandstrups direktørkontor på Riddersalen og sagde, at de ville lave revy i et cirkustelt på Bakken sammen med ham. "Jeg vil ha’ Krølle (Aage Stentoft) med", svarede Brandstrup, og sådan blev det. Aage Stentoft kom i alt til at skrive 28 melodier til Osvald Helmuth – med "Havnen" som det største mesterværk.

I 1939 får Stentoft sin første teaterbevilling til det daværende Frederiksberg Teater (nu kendt som Aveny-T), hvor han får Liva Weel som stjerne i revyen "Leve de nordiske piger". Året efter bliver han direktør for Apollo Teatret, og i 1942 producerer han den næsten neorealistiske spillefilm "Afsporet" iscenesat af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jr. med bl.a. Ebbe Rode, Johannes Meyer og Ib Schønberg på rollelisten.

Under besættelsen indgår han et problematisk samarbejde med besættelsesmagten – ikke ulig den danske regering. Samtidig med at han importerer tyske film, lader han sine kunstnere optræde med viser, der forholder sig kritisk overfor besættelsesmagten, og Apollo Teater ender da også med at blive bombet inden krigens udgang.

REVYKONGEN AAGE STENTOFT får især efter krigen en rival i skikkelse af Stig Lommer. Skæbnen vil, at de sidste ord, som Stig Lommer siger fra en scene er: "Det ender sgu nok med, at Stentoft bliver min allerbedste ven".

I takt med Stentofts økonomiske succes voksede også hans griskhed, og man fornemmer, at Stentoft godt vidste, at han også havde brugt sine sidste kræfter, da Dirch Passer døde på scenen i Stentofts Tivoli Revy. Stentoft blev af en del af Dirchs kvindelige kolleger bebrejdet, at han ikke havde stoppet Dirch i at gå scenen, men hverken Dirchs daværende kone eller hans medspiller Ulf Pilgaard gav Stentoft skylden, da Dirch Passer insisterede på at gå på scenen.

Bogen er smukt layoutet og såvel rigt som relevant illustreret med materiale, der understøtter og udbygger teksten. Man mærker virkelig Jacob Wendt Jensens grundighed og indsigt, og er ham meget taknemmelig for, at vi endelig har fået en nuanceret bog om en både betydelig og berygtet teatermand.

Jacob Wendt Jensens bog om Poul Bundgaard er næsten på samme niveau. Wendt har udgivet bogen via sig eget forlag, og måske derfor har der ikke i samme grad været ressourcer til at kæle for bogens layout.

Til gengæld får han argumenteret godt og grundigt for bogens titel MEGET MERE END KJELD FRA OLSEN BANDEN.

Bogen efterlader dog først og fremmest et indtryk af, at Poul Bundgaard var en livsnyder. Han var dog heldigvis også meget mere end det. Hovedroller i musicals og operetter -fra "Oklahoma" og "Annie Get Your Gun" til "Sommer i Tyrol" og "Farinelli" – dannede grundlaget for berømmelsen, samtidig med at filmrollerne blev mere markante.

Man bemærker ham allerede på film helt tilbage i 1947 i Askepot-historien "I de lyse nætter", og siden følger tvivlsomme charmørroller i "Det er så yndigt at følges ad" med en ung Frits Helmuth, samt "Et eventyr for tre" overfor ægteparret Lise Ringheim og Henning Moritzen.

Sengekantsfilm blev det også til, for de store fester skulle jo også betales, og Bundgaards livsappetit fornægtede sig sjældent, indtil sceneskrækken satte en stopper for teaterkarrieren.

Han ville så gerne være med i en sidste Olsenbande-film, og det kom han også, selvom Tommy Kenter må overtage nogle af hans scener. Men filmen blev forfærdelig, og det synes at være almindelig enighed om i dag, at den aldrig skulle være lavet. Man savnede også den Kirsten Walther, som man erfarer ikke altid blev behandlet lige godt under optagelserne ifølge Jes Holtsøe, der spillede hendes søn. Poul Bundgaard var dog den af Bande-medlemmerne, som behandlede hende bedst, måske fordi han også selv kæmpede med nerver jo ældre han blev.

Det er næppe tvivl om, at denne Bundgaard-biograf er den hidtil bedste, og sørme om Wendt Jensen ikke også er medansvarlig for en kommende bog om "Huset på Christianshavn". Men den må vi vende tilbage til senere på efteråret.

★★★★☆☆

MEGET MERE END KJELD FRA OLSEN BANDEN

– en biografi om Poul Bundgaard

af

Jacob Wendt Jensen

forlaget format