KLIENTEN

★★★☆☆☆

Anders Rønnow Klarlund har haft en temmelig ujævn instruktørkarriere, der nu har ført ham ham til den gysergenre, hvor mange instruktører ender deres karrierer. Anders Rønnow Klarlund har selv skrevet filmens manuskript i samarbejde med Jakob Weinreich, og får heldigvis også lejlighed til at vise, at hans tekniske snilde ligger over gennemsnittet.

Filmens største kvalitet består dog i, at de to altdominerende hovedroller spilles af to glimrende skuespillere. Signe Egholm Olsen (p.t. en frygtindgydende "Medea" på Det Kongelige Teater, er den højt betalte psykolog, der pludselig får besøg af en ung klient, hvis eneste ønske er at forsvinde.

Gradvist får hun mistanke om, at han står i forbindelse med en række bestialske kvindemord, men er sandheden mere kompleks end som så, og kan hun i det hele taget hjælpe den unge mand?

Anton Hjejle, der tidligere på sæsonen blev nomineret som årets nye talent af cphculture.dk, og som nyligt kunne opleves i Bertolt Brechts "Den kaukasiske kridtcirkel" på Republique, beviser, at han også er en nuanceret filmskuespiller. Hele tiden holder han noget tilbage i sin præstation, således at vi bliver ved med at opdage nye facetter i hans karakter. Det er flot, moden og ganske rystende præstation, der var en bedre film værdig.

Især slutningen forekommer lidt for uoverbevisende, men både Signe Egholm Olsen og Anton Hjejles intense ordduel gør, at vi faktisk aldrig keder os. Der er desværre ikke meget kød tilbage til siderollerne, men både Dan Zahle, Sara Fanta Traore og Erik Viinberg får maksimalt ud af deres materiale.

KLIENTEN er desværre ikke blevet en film, man helhjertet kan befale, og da slet ikke til Baby BIo!