ROSE

★★★★★☆

Film om sindslidende er i den grad en sjældenhed, og det er som om, at der stadig hersker en form for tavshedspligt, når det gælder om mennesker med lidelser af den art.

Niels Arden Oplev har tidligere instrueret fremragende film som "Drømmen", "Mænd der hader kvinder" og "Kapgang", men aldrig så personlig en film som ROSE.

Filmen udmærker sig især ved skildringen af relationerne mellem en skizofren kvinde ved navn Inger og hendes familie.

Svogeren Vagn (en rigelig kæk Anders W. Berthelsen) har fået den ide, at Inger skal med sin søster og svoger til Frankrig, og selvom søsteren (nænsomt spillet af Lene Maria Christensen) er noget bekymret, går hun med på ideen. For det var i Frankrig, at Inger havde nogle dejlige oplevelser, da hun var rask, men det var også i Frankrig, at hun mødte den mand, der knuste hendes hjerte. Hvilket ifølge Inger selv var årsagen til, at hun blev syg.

Undervejs på busturen bliver det dog klart, at sandheden nok er mere kompleks, og flere af de andre gæster må også sluge nogle kameler, når Inger ruller sig ud.

Men ligesom filmens Inger viser instruktøren Niels Arden Oplev sig også som et generøst menneske. Der er således ingen i filmen, vi ikke lære at forstå undervejs, selv Søren Mallings lidet omstillingsparate patriark. Mallings portræt sidder lige i skabet, og også Christiane G. Koch har sine momenter som hans mere rummelige viv.

Men filmen står og falder med Sofie Gråbøls præstation. I en tid hvor debatten om hvorvidt man skal være jøde for at spille Golda Meir eller trans for at spille Den Danske Pige, er der også opstået en debat om, hvorvidt sindslidende og handicappede bliver tilfredsstillende skildret på film.

Man kan i al fald konkludere, at det ikke sker i tilstrækkelig høj grad. Men så meget desto mere grund er det til at glæde sig uforbeholdent over Sofie Gråbøls sublime spil. Hun får os ikke blot til at holde af Inger – med alle de komplikationer dette måtte indebære, men hun får os til at forstå, hvad det vil sige at være sindslidende på den måde Inger er det, og hvordan det er at være pårørende. Niels Arden Oplev vælger ikke side, for det behøver man ikke.

Men i Sofie Gråbøl har han gudskelov en rigtig skuespiller, der ikke bare kan være eller kopiere, men følsom skabersjæl, der har fundet ind til kernen i Ingers sind og som derfra har opbygget en karakter, som vi alle kan have godt af at kende.